Nyhedsbreve og referater 2019 - 2020

Her er arkiv for gamle nyhedsbreve

Kære pårørende


Julegaven til os alle sammen er en lempelse af besøgsrestriktionerne. Der gives nu plads til 3 nære pårørende på besøg hos vores beboere, dog højst 2 gæster ad gangen.

Det glæder vi os naturligvis over, og ser frem til en hyggelig jul, med plads til lidt mere nærvær.

Samtidig er smittesituation omkring os alvorlig. Derfor er der grund til stor forsigtighed og omtanke i forhold til at besøge vores allersvageste ældre.

Det ansvar er vi ikke i tvivl om, at I alle er bevidste om. Vi er så tæt på målet nu med en vaccine lige om hjørnet.

For at sikre fuldt forsvarlige besøg, har vi lagt rengøringsklude i alle lejligheder. Vi beder jer være omhyggelige med at tørre berørte overflader af i lejligheden efter besøg.

For besøg gælder fortsat:

  • Kom kun på besøg hvis du er helt rask og uden symptomer på Covid- 19.
  • Gå direkte til den ønskede lejlighed.
  • Mundbind / visir er påkrævet i fællesarealer, og hvis du i lejligheden ikke kan overholde 2 meters afstand til beboeren. 

I må meget gerne melde jeres ankomst på telefon til de respektive afdelinger, så vi kan hjælpe hinanden med at passe godt på beboerne.

Engblommen : 96 28 45 85
Langelinie: 96 28 45 88
Oasen: 96 28 45 87

Med venlig hilsen

Helle Sørensen
Centerleder


GLÆDELIG JUL

Helles Julebillede 18.12.20

Året 2020 har været et år, hvor alt har været meget anderledes end det vi kender.
Vi har lukket hjemmet ned for besøgende og aflyst fester og aktiviteter i det daglige.

Trods dette, har vi følt stor opbakning fra jer og jeres familie.

Personalet og jeg vil gerne sige jer tusinde tak for alle de hilsner og gaver, vi har modtaget i løbet af året.
I har været med til, at forsøde og gøre hverdagene lidt lettere at bære, for beboerne og personalet.

Tak for den store forståelse vi har mødt fra jer alle, til at overholde de mange restriktioner, som har været lagt ud til os.

Nu kan vi endelig se lys for enden af tunnelen, da vi har fået melding om, at beboerne og personalet kan blive vaccineret sidst i denne måned.

Det betyder forhåbentlig, at vi i 2021 kan se frem til mere besøg og flere aktiviteter her på hjemmet.

FællesBo har afholdt afstemning om forslaget, om vaskemaskine og tørretumbler i beboernes egne lejligheder. Forslaget blev vedtaget, og det glæder vi os meget tit.

Med ønske om en Rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår til jer alle.

Kærlig Hilsen

Helle Sørensen
Centerleder


Slut med besøg på plejecentre

Fra fredag den 30. oktober har Styrelsen for Patientsikkerhed udstedt et straks forbud for besøg pga. af øget smittetal i Herning Kommune.

Dog må der komme 1 af de nærmeste på besøg.

Skal du besøge en kritisk syg, er dette selvfølgelig muligt.
Du er som sædvanlig altid velkommen til at ringe til afdelingen eller centerlederen


Med venlig hilsen

Helle Sjøstrand
Centerleder
Tlf. 96 28 45 90


Kære pårørende

I Herning Kommune skal vi bruge mundbind og visir på alle plejecentre. 

Vi anvender visir eller mundbind i alle pleje -, behandling - og spisesituationer hos beboerne, hvor vi ikke kan holde 2 m afstand til hinanden.

Vi bruger disse værnemidlerne for at passe på hinanden og undgå risiko for smitte af Covid-19.

Vi opfordrer til, at I som besøgende og pårørende anvender mundbind som er til rådighed på plejecentret, hvis der ikke kan holdes 2 m afstand til hinanden.

Der opfordres til, at I går direkte ind og ud af lejligheden ved besøg og for dermed at undgå risiko for smitte ved kontakt eller ophold i fællesarealer.


Tak for jeres opbakning.

Med venlig hilsen 

Helle Sjøstrand
Centerlederen


Referat fra Dialogmøde for beboer og pårørende på Engholmcentret


Centerleder Helle Sørensen fortalte om hverdagslivet på hjemmet, som via diasshow viste mange dejlige billeder fra diverse arrangementer og fra hverdagen.

Fokus i 2019 har været, at få gang i diverse aktiviteter, så beboerne kunne få nogle dejlige stunder i hverdagene.
Vi har omkring 40 frivillige, som kommer i huset og laver mange forskellige aktiviteter sammen med beboerne bl.a. gå ture, kortspil, kører med bussen, spiller op til dans og sørger for at beboerne kan handle i Bixen.
Vennekredsen laver arrangementer året rundt og Bussens Venner sørger for, at der er økonomi til at bevare bussen.

Personalet laver sjov gymnastik fredag formiddag. Den ½ time beboerne har til klippekortsordningen er der sat timer af til fra mandag til torsdag fra kl. 14:00 - 16:00, da der ikke sker så meget om eftermiddagen.
2019 har også været et år, hvor vi har brugt rigtig mange ressourcer på nyt Omsorgssystem, som driller en del og ikke er så brugervenlig, som vi kunne ønske.

Engholmcentret er presset på økonomien pga. mange barsler og langtidssyge. Samtidig er det svært at rekruttere uddannet personale til de ledige stillinger vi opslår.

Det blev vedtaget, at vi afholder næste dialogmøde i september måned om aftenen og at det holdes henholdsvis 1. + 2. sal og stueetagen sammen.
Vi har stadig store problemer med at beboernes tøj bliver hængt ind til andre beboere. Det blev foreslået at vi informerer pårørende, om hvor mærkerne skal sættes, når beboeren flytter ind, så det er ens hos alle, så nattevagterne og andre der vasker tøjet, ikke skal lede efter mærkerne. Krydser finger for at det hjælper.
Der er flere steder, hvor der ikke er navn eller nr. i tøjet. Det kan være, at det glemmes, når beboerne får nyt.
Selv om der er nr. i tøjet sker det alligevel at det bliver hængt forkert ind i lejlighederne, hvilket vi beklager meget.
Numre og navne mærker skal i fremtiden sættes i nakken på tøjet og midt på lukningen på sengetøjet og midt på håndklæderne, viskestykker og karklude. Det er vigtigt at der også kommer nummer eller navn i strømperne, da vi har mange enlige sorte sokker liggende.

Vi håber selvfølgelig at familierne stadig vil komme og rydde op i skabe og pynte op til jul i november måned.

Referent

Centerleder
Helle Sørensen

Haender


Kontaktinfo

Engholm Centret
Nørregade 11
7280 Sdr. Felding

Tlf.: 96284590

Helle Sjøstrand Sørensen
Centerleder
Tlf.: 22112203
Send e-mail

Brug altid en sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Læs mere om sikker mail