Nyhedsbreve 2020

Her kan du se nyhedsbrevene, som er sendt ud i 2020

Nyhedsbrev 28.08.20

Kære pårørende

Så er der igen lidt nyt fra Toftebo.

Vi har nu, i snart 2 måneder haft åbnet op for besøg af jer igen. Det er rigtig dejligt, at se jer og se den glæde det har givet hos beboerne.
Vi er også rigtig glade for, at vi stadig har kunnet holde Corona fra dørene, med god hjælp fra jer, fordi I er så betænksomme, at bruge de værnemidler vi har sat frem når I kommer. Det viser endnu engang, at ved fælles hjælp og dialog, kommer vi langt.

Corona fylder stadig meget og præger vores hverdag i stor grad og vi må derfor til stadighed tænke alternativt, ift. arrangementer og aktiviteter.
Det betyder, at vi desværre må aflyse høstfesten den 16. september, hvor vi ellers havde lejet Skjern Salonorkester igen og glædet os rigtig meget, til at gentage succesen fra sidste år. Men i stedet for pynter vi op, spiser festmiddag og fejrer, at høsten er i hus, til middag med beboerne på afdelingerne.

Familieaftener, som vi lige havde fået startet så godt op sidste år, måtte vi også aflyse i juni måned. Vi forventer, at lave et alternativ i november, i en form så vi kan overholde reglerne for Corona.
Det bliver formentlig afholdt beboere og pårørende hver for sig og der kommer nok også restriktioner på, hvor mange pårørende der må deltage.  Det vil I høre meget mere om, når vi har fået det på plads.

Aftenerne i gerne må sætte et kryds ved, er følgende:
Tirsdag den 24. november: Pårørende til beboere på st./1. sal
Onsdag den 25. november: Pårørende til beboere på 2./3. sal
Torsdag den 26. november: Pårørende til beboere i blok C

Der er fortsat lange udsigter til, at Aktivitetscentret bliver åbnet op for beboerne igen. Derfor har vi i samarbejde med de 4 præster, der tidligere kom i Aktivitetscentret, åbnet op for gudstjenester i plejehjemsdelen. Første gang, som en udendørs gudstjeneste i haven og i sidste uge og fremadrettet, bliver der afholdt gudstjeneste i spisestuen på 1. og 2. sal i blok A og i spisestuen i blok B, hver torsdag formiddag.

På de enkelte afdelinger laver vi også fortsat aktiviteter som banko, fællessang, gymnastik, gåture og hvad vi ellers kan finde på, som beboerne har lyst til. Vi forbeholder os ret til, at gøre det spontant, i det øjeblik, hvor beboerne har lysten og personalet har tiden, så derfor kan I ikke regne med nogen faste aktivitetsplaner, så længe Coronaen raser.

Vores egen lille bus er kommet på vejene igen, så den har vi nu igen hver 3. uge, hvor beboerne bliver kørt en tur ud i det blå. Tidligere var der kun én tur for beboerne i den uge, men nu kører vi lige så meget, som beboerne har lyst til, at komme ud og køre.

Hele landets plejehjem har fra regeringen modtaget en sommerpakke, med nogle midler til, at tage ud og få nogle oplevelser.
Det var derfor meningen, at vi i onsdags skulle have været i Haunstrup dyrepark, som var et stort ønske fra mange af beboerne. Da vejrguderne lovede styrtende regnvejr onsdag, satte vi i stedet kurs mod VW Retro Museum i Ulfborg. Museet indeholder en stor samling af alt fra husholdningsartikler til B&O artikler, købmandsforretning, biler og meget mere fra en svunden tid. Det gav anledning til mange gode snakke og oplevelser fra gamle dage.
Alle beboere, fra plejehjemsdelen, var inviteret med og vi endte ud med, at tage 33 beboere og personaler afsted i en stor liftbus.
Bare selve turen frem og tilbage bød på blomstrende lyng, nyhøstede marker og en chauffør, der var rigtig god til at fortælle historier fra de områder vi kørte igennem.
Halvvejs i rundturen på museet, fik vi højtbelagt smørrebrød, øl, sodavand, kaffe og småkager, så alt i alt var det en rigtig god tur og vi var både trætte og fulde af gode oplevelser, da vi kom tilbage til Hammerum igen.

Som I kan se her på siden, er der lige nogle få billeder fra Museet. Der vil blive hængt flere billeder op på afdelingerne, så kan I se dem og snakke med Jeres kære om turen.

Vi håber på, at vejret stabiliserer sig igen, så vi forhåbentlig får chancen for at komme til Haunstrup dyrepark i løbet af september måned. men det kræver i hvert fald tørvejr, for at beboerne får noget ud af det.

Dette var ordene for denne gang.
Rigtig god weekend og på gensyn

Mange hilsner fra
Personalet på Toftebo    

 Amle Ting

Bil 2