Familie og pårørende

Samarbejde med dig som familie

I Herning kommune har Social og Sundhedsudvalget vedtaget en pårørende strategi, som handler om samarbejdet mellem familier og personalet.

Læs mere om pårørendestrategien.

Samarbejde med familier på Lind Plejecenter

Vi er på Lind Plejecenter meget optaget af at samarbejdet med familier og pårørende opleves som givende og velfungerende til beboernes bedste. 

Vi opfordrer til, at I til enhver tid kan henvende jer til os på Lind Plejecenter, I er meget velkomne til at møde op personligt, ringe eller sende os en mail. 

Vi oplever, at første henvendelse oftest sker ved en telefonisk opringning, og vi aftaler herefter et hurtigt møde med centerleder/gruppeleder. På mødet viser vi vores dejlige hjem frem og informerer om vores værdier.

I er som familie altid velkomne, uanset tidspunkt. Vi arbejder med at inddrage jer i de vigtige beslutninger, som har betydning for jeres familiemedlem.
Vi støtter og vejleder jer i de forhold som opstår, når der sker livsændringer for jeres familiemedlem.

Samtale ved indflytning

Vi holder en samtale i løbet af de første 14 dage - og vi træffer konkrete aftaler om dagligdagen, her drøfter vi de muligheder og eventuelle bekymringer, som en flytning medfører for jer som familie.

Under samtalen vil vi spørge ind til jeres livshistorie, og håber, at I vil være behjælpelig med at fortælle/skrive livshistorien ned, interesser, erfaringer, værdier og vaner som er vigtige pejlemærker i dagligdagen.

Familieaften

Vi planlægger en familieaften på hver bo enhed en gang årligt i foråret. Du bliver inviteret og vi taler om samarbejdet, dagligdagen og aktiviteter på Lind Plejecenter. 

I er velkomne til at komme med jeres ideer til temaer, som I ønsker at drøfte, når vi mødes.
I får mulighed for at møde en repræsentant fra Vennekredsen, samt skabe nye netværk mellem beboere, familier og frivillige.

Aktiviteter 

I er som familie altid velkommen til, at deltage i fælles oplevelser med jeres familiemedlem i bo enhedernes sociale eller kulturelle aktiviteter. 

I er ligeledes altid velkomne til, at deltage i plejecenterets frivillige arbejde eller høre mere om Vennekredsens støtte og bidrag.

Referat fra familieaften – Lind Plejecenter

Lene og afdelingsledere byder velkommen!

Kære alle sammen

Pårørende, familier, beboere og medlemmer af Vennekredsen – hjerteligt velkommen til vores årlige familieaften her på Lind Plejecenter.
Hvor er det dejligt at se jer! Det betyder virkelig meget for os, at I kommer og deltager i aftenen her – men endnu vigtigere: at I engagerer jer i det liv, der leves her på Lind Plejecenter.
Vi sætter pris på jeres støtte i hverdagen, og det er uvurderligt for både beboerne og personalet. Tusind tak for det.

Vores medarbejdere

Vi er utrolig glade og stolte af at have en stabil medarbejdergruppe. Det giver ro i huset og skaber de bedste rammer for, at vi kan levere god og tryg omsorg. Og vores medarbejdere er virkelig dygtige til at hjælpe hinanden – på tværs af afdelinger – og det gør en kæmpe forskel.
Vi har også fornøjelsen af vores aktivitetskoordinator, Mai, som nu har været hos os i ét år – og sikke et år! Hun har løftet aktivitetsniveauet markant, altid med udgangspunkt i beboernes ønsker og interesser. Hun skaber fællesskaber – som fx dame- og mandeklubber – hvor relationer kan blomstre.
Derudover har vi vores unge følgesvende, Liva og Nicoline, som gør et fantastisk stykke arbejde med både praktiske opgaver og hyggelige stunder med beboerne. De bidrager med nærvær og hjælpsomhed – og de gør en forskel. Liva og Nicoline stopper desværre hos os da de skal på efterskole.

Faglig udvikling - Marte Meo og “Herning Konceptet”.

Vi er i gang med et spændende fagligt løft nemlig at implementere Marte Meo-metoden og det nye “Herning Koncept”.
Vores afdelingsleder Birgit er ved at uddanne sig til Marte Meo-terapeut. Det betyder, at vi fremover vil bruge videoanalyse i hverdagen for at blive endnu bedre til at møde beboerne med nærvær, forståelse og respekt.
Det er en stor gevinst for både medarbejdere og beboere – og en vigtig del af det fokus vi har på livskvalitet og trivsel.

Huset

Vi gør os løbende umage med at holde vores hjem her pænt og indbydende. Måske har nogle af jer bemærket, at vi har fået malet indvendigt – det gule er blevet til grønt, og det klæder huset rigtig godt.
Derudover har vi forbedret vores omklædningsfaciliteter i kælderen, vi har bygge ny affaldsstation, og vi har fået ny belysning i hele huset – som følger det naturlige lys. Det gør en stor forskel i hverdagen. Ligeledes er vi ved at bygge et nyt værksted til vores pedeller, da vi har inddraget det tidligere ifm. udbygning af omklædningsfaciliteterne.

Nyt Kaldeanlæg og telefoner

I løbet af foråret får vi installeret nyt kaldeanlæg. Det betyder, at vi er ved at skifte vores gamle DECT-telefoner ud med mobiltelefoner, så opkaldene fremover også vil komme direkte på mobilen.
Vores afdelingsnumre bliver fjernet, og fremover skal man ringe til hovednummeret. Herfra bliver man guidet videre via hovedmenuen til den afdeling eller person, man ønsker at tale med.
Vi forventer at go- live efter sommerferien, men projektet har været lidt på standby pga. udfordringer i opstarten på nogle af de andre plejecentre. I hører naturligvis nærmere, når det er vores tur. 😊

Køkken og fødevarekontrol

For nylig har vi haft besøg af levnedsmiddelkontrollen – og det gik som det skulle: B-stuen har netop fået en smiley her i marts, og tidligere fik A1 også en smiley. Det er vi naturligvis glade og stolte over.

Vennekredsen og tak

Vi vil sende en stor og varm tak til Vennekredsen - alle frivillige og ikke mindst Poul Siggaard, vores formand. Vennekredsen spiller en helt særlig rolle her på Lind. Jeres hjælp og engagement – til både stort og småt – gør en kæmpe forskel for beboernes hverdag.
Vennekredsen arbejder løbende på at skabe glæde og gode stunder for vores beboere. Fonde søges til at give bidrag der kan være med til at støtte vigtige tiltag – alt fra hyggelige arrangementer til oplevelser, der bringer smil og nærvær i hverdagen.
Bl.a. har Vennekredsen doneret penge til tapet til A-blokken – det er blevet så fint. Tak for alle tiltag og den smukke gave som er med til at skabe et liv med indhold for vores beboere. 😊

Fremtiden og fællesskabet

Vi arbejder løbende på at styrke trivslen – både for beboere og medarbejdere.
Vi oplever, at samarbejdet på tværs af huset er blevet stærkere. Vi udnytter vores kompetencer og faglighed på nye måder og det skaber mere kvalitet i plejen. Det handler om fokus på ”Vi kultur” – vi løfter i flok og samarbejder altid.
Og som I ved, så er vi et EDEN-plejecenter, hvor vi hver dag stræber efter at skabe en hverdag, hvor livet er værd at leve.

Traditioner og fællesskab

Vi skaber også nye traditioner, som vi glæder os til at fortsætte:
• Vores hyggelige julepyntedag, hvor I kommer og hjælper os med at skabe ægte julestemning – med æbleskiver og gløgg.
• Lind Plejecenters fødselsdag, vi fylder 12 år den 1. maj 2025 – det fejrer vi selvfølgelig med flag og lagkage.
• Sæt kryds i kalenderen allerede nu: sommerfest den 14. august 2025.
• Sommerhusturen i uge 36 – vi har meget at glæde os til!

Poul formand for Vennekredsen:

Fortæller herefter lidt om Vennekredsens arbejde og om de fonde der søges. Vi har været så heldige at få en del penge, som alle skal bruges til beboerne og give dem nogle gode oplevelser.

Ældrerådet Hanne Kirkegaard:

Fortæller lidt om hvad ældrerådet er og hvordan de arbejder og kæmper for vores beboere og os. Tak for det! 😊
Mai vores aktivitetskoordinator: Fortæller om alle de aktiviteter der foregår i huset -bl.a. vores mange busture, banko, musikarrangementer, kortspil osv. Det sidste nye er, at vi har fået bevilliget en Rickshaw cykel fra foreningen ”cykling uden alder”. Familier/pårørende opfordres til at bruge cyklerne og tage deres kære med på tur.

Afslutningsvis…

TAK til jer – kære familier og pårørende.
Tak for jeres tillid, jeres tid og jeres hjælp.
Det betyder alt for beboerne – og det betyder alt for os.
Det har været nogle rigtig gode familieaftner.
Desværre er B-stuens familieaften torsdag d. 22/5 er aflyst pga. for få tilmeldinger.

Mange hilsner fra
Lene

KONTAKTINFO

Lind Plejecenter
Gadegårdsvej 121, Lind
7400 Herning 
Tlf.: 96 28 87 50 

Centerleder

Lene Holmberg Andersen
25 72 05 93
lidla@herning.dk 

Afdelingsleder A og B stuen

Birgit Marie Dybendal  Skov 
93 59 47 31 
lidbz@herning.dk   

Afdelingsleder A og B 1. sal

Ditte Inez Meldhedegaard
93 59 47 08
liddim@herning.dk 

Køkkenkoordinator

Karen Bilberg
96 28 87 48

Aktivitets- og buskoordinator 

Mai Lykke Stagsted
93 59 49 03
lidmls@herning.dk 

Teknisk serviceleder

Per Gludsted
21 83 68 59
tespg@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?