Kære beboere, pårørende og venner af plejecenteret
Foråret er over os og her på plejecenteret har vi haft en begivenhedsrig
marts og april måned med masser af smil, samvær og skønne oplevelser.
Fastelavn og besøg fra de mindste
Vi indledte marts med fastelavn sammen med de lokale
dagplejebørn. Huset summede af liv og glade børn og det er
altid en fornøjelse at få besøg fra lokalsamfundet.

HeartWork og fernisering
Børnene fra HeartWork har haft travlt med at male søde hundebilleder,
som nu pynter rundt om i huset. Vi holdt fernisering, hvor børnene og deres forældre kom på besøg og fik vist hele plejecenteret frem. Der er kun få besøg tilbage i skoleåret og vi glæder os til afslutningen i starten af juni med en udflugt til fiskesøen i Sørvad.

Konfirmander på besøg
I marts havde vi også besøg af 25 friske konfirmander og deres præst. Sammen talte vi om konfirmation i dag og "dengang". Beboerne delte deres oplevelser og blev mødt med stor interesse og gode spørgsmål fra de unge.
Pårørendeaften
En stor tak til alle der deltog i vores pårørendeaften den 20. marts. Det er altid dejligt at åbne huset for jer og mærke jeres støtte.
Sæt allerede nu X i kalenderen: Næste pårørendeaften er planlagt til den 30. oktober.
April og de firbenede venner
April bød på besøg af den sødeste pony, Lukas, og små livlige hvalpe, som bragte smil og gode minder frem. Det hele blev krydret med en musikalsk stund med organist Inger.


Forårsplaner
Nu venter flere udflugter og ture på vores specialcykel, som vi fik sidste efterår. Vi glæder os til at nyde solen og det spirende forår sammen.
Husk: Vennekredsen holder Forårsmarked fredag den 24. maj!
Kom og gør et kup, støt plejecenteret og nyd en hyggelig dag med kaffe og samvær.
Fælles forårsrengøring - Mandag den 26. maj 2025 fra kl. 10 til 14 inviterer vi til fælles forårsrengøring.
Plejecenteret byder på en let frokost bestående af varm leverpostej med tilbehør.
Giv besked på mail sopls@herning.dk om du kan, senest den 19. maj 2025.
Vi håber på nogle gode timer og hjælpende hænder hos jeres kære denne dag.
Sommerfest
Sæt også kryds i kalenderen. Vi holder sommerfest torsdag den 19. juni! Glæd jer til en hyggelig aften med sang, samvær og god mad.
Forårshilsner fra Centerleder Lizette Marie Skov
